Fugt indefra
Skalmurede ydervægskonstruktioner er som regel så tilstrækkeligt diffusionsåbne, at periodisk forekommende kondensfugt vil bortledes og normalt ikke være skadefremkaldende.
Ydervægskonstruktioner med træfyldning og isolering mellem væg og udvendig facadebeklædning skal vurderes nøje for kondensrisiko. BY og BYG (Statens Byggeforskningsinstitut) har gennemført en undersøgelse af, hvilke faktorer, der har indflydelse på ophobningen af fugt i lette træfacader på bagvægge af letbeton. EXPAN var repræsenteret i arbejdsgruppen af materialeproducenter og leverandører, som var tilknyttet projektet. Projektet og dets resultater er beskrevet i BY og BYG Dokumentation 033: "Fugtforhold i træfacader med letbeton bagvægge", som kan ses og downloades på www.sbi.dk.
I rapporten konkluderes, at en træfacade kan opsættes på en letbeton bagvæg uden dampspærre mellem bagvæg og træskelet, når følgende kriterier er opfyldte:
- Der skal anvendes vindgips som vindspærre - eller et produkt med samme lave vanddampdiffusionsmodstand.
- Der skal etableres en effektiv ventilation af luftspalten mellem vindspærre og udvendig beklædning.
- Den indvendige overflade af bagvæggen skal tætnes ved pudsning, tapetsering og maling.
- Byggefugt skal fjernes effektivt ved affugtning.
Hvis træfacaden opsættes med dampspærre mellem bagvæg og træskelet, betyder det følgende:
- Der kan vælges en vindspærre med større vanddampdiffufionsmodstand end vindgips.
- Der stilles ikke krav til den indvendige overfladebehandling af bagvæggen.
- Risikoen for skader som følge af byggefugt minimeres.
EXPAN anbefaler derfor generelt, at der anvendes dampspærre mellem bagvæg og træfacade, f.eks. en 0,15 mm plastfolie med klæbende samlinger. Dampspærren giver med en begrænset omkostning en god sikring mod fugtskader.